Af Sidsel Minuva
Lige siden menneskeheden for første gang fandt kæmpe knogler, mystiske fossiler og forstenede fodspor, har dinosaurer fascineret os. Den fascination er naturligvis videreført i filmkunsten, der med jævne mellemrum hædrer fabeldyrene.
Fra stop-motion dinoer i The Lost World (1925) til fjerklædte skønheder i David Attenboroughs nye dokumentarserie Prehistoric Planet (2022). Dog hersker der ingen tvivl om, at kronen på filmverdens dinosaurværker er og bliver…
Jurassic Park (1993).
Hollywood er i hvert fald enig. Med fem film i serien siden ’93 og en sjette i biograferne i form af Jurassic World: Dominion (2022) dominerer juratidens forlystelsespark det store lærred på næsten 30. år.
I anledning af denne snart runde fødselsdag og det nyudklækkede æg i reden, så er det måske tid til at granske originalen. Er der virkelig belæg for den enorme franchise? Er dinoerne så fantasifulde, som vi husker?
Holder Jurassic Park stadigvæk?
Den perfekte mand anno 1993
På en afsides tropeø har et hold forskere, minearbejdere og en sand venture capitalist sat et hemmeligt eksperiment i gang. Efter fundet af en ravforstenet myg med dinosaurblod i årene har man formået at genoplive dinosaurer. Triceratops, velociraptor, T-rex – hele banden er her!
Kapitalisten Hammond (Richard Attenborough – David Attenboroughs bror!) har derfor lavet en forlystelsespark; en dinosaurpark, hvor folk kan se dinoer, som var de løver og gazeller på safari.
Men investorerne er bange for, at sikkerhedsforanstaltningerne ikke er gode nok. Disse bekymringer vil han pacificere ved at flyve et hold arkæologer og forskere på et eksklusivt visit til parken, så de kan sige god for dino-burene.
Her træder den eventyrlige trio af hovedpersoner ind i billedet. Det er arkæologparret Dr. Alan Grant (Sam Neill) og Dr. Ellie Sattler (Laura Dern) samt matematiker og kaosteoretiker Dr. Ian Malcolm (Jeff Goldblum), der bærer filmen hen over målstregen.
Især med Alan Grant har instruktør Steven Spielberg skudt papegøjen.
Det er nemlig svært at forestille sig en mere perfekt mandlig karakter end Alan. Han er en passioneret og dygtig arkæolog, der på ørkenekspeditioner finder nye fund og underviser civilbefolkningen. Han er en sød og hengiven mand, der tydeligvis er vild med sin kone Ellie. For nogle ser han måske endda godt ud.
Hans eneste brist er, at han ikke er vild med børn. Og sådan nogle vil kvinder i Hollywood-film jo gerne have. Heri ligger således også hans udvikling over Jurassic Parks to timers spilletid.
Hammonds børnebørn, Lex (Ariana Richards) og Tim (Joseph Mazzello), er med på svipturen til parken. Efter et katastrofalt møde med junglens dronning, T-rexen, bliver familien adskilt, så Alan må overleve i selskab med Lex og Tim.
Nærmest så snart han er alene i kløerne på børnene, viser hans sødme sig. På trods af hans børneskepsis tager han straks de ængstelige unger under sine vinger og hjælper dem med at komme helskindede igennem deres ulykkestur gennem juratiden.
Gjorde han andet, kunne han nærmest umuligt være en helt. Og med alle de kompetencer, hans enorme mængde mod og endnu større hjerte, bliver Alan Grant til en drøm af en mand. Der er ikke ét ondt ord at sige om ham, og han gennemgår den flotteste udvikling i løbet af fortællingen.
I begyndelsen kan man derimod godt være småirriteret på konen Ellie. I starten er hun netop blot dette – konen. Hun synes, Alan er så god med børn, og dem vil hun jo frygtelig gerne have nogle af. Så kunne han ikke tage at genoverveje sin modstand mod faderskab?
Men her kan man ikke skue kvinden på moderlængslen. På omvisningen gennem parken bliver den umage gruppe stillet over for en syg triceratops. Parkens forskere ved ikke, hvorfor den er dårlig. Uden at tøve undersøger Ellie dens afføring ved at stikke begge hænder i en frisk bunke. Hun er fuldstændig ligeglad med at være grusomt beskidt – videnskaben og bæstets helbred kommer i første række.
Sådan bliver Ellie ved med at bryde de forventninger, filmen opbygger fra start. Mens den famøse, lesbiske tegner Allison Bechdel på retfærdig vis nok ikke ville være tilfreds med, hvor lidt kvinder taler med hinanden i parken, så er Ellie en overraskende formfuldendt karakter, der både formår at være blid og rå.
Dr. Ellie og Dr. Alan er som prototypen på det perfekte Hollywood-par. De er sympatiske, tredimensionelle og uhyre lette at holde med.
Noget anderledes står det til med filmens andre karakterer.
Tidens tand
Man kunne fristes til at sige, at man ikke ville kunne slippe afsted med visse karaktertegninger her i 20’erne. Det ville nok desværre ikke være korrekt – de ville blot tage sig anderledes ud.
I ’93 stod det under alle omstændigheder skidt til med stereotyper og racefordeling.
Jurassic Parks få latinamerikanske karakterer er de arbejdere, der i filmens første scene bakser et nyt udyr på plads i sit bur. Det er et job, der i sin natur kræver at blive godt og grundigt bidt i. Spielberg og co. har ikke skænket disse arbejdere, eller karakterernes betydning for den virkelige verdens seere, nogle store tanker.
På samme måde afspejler filmens eneste asiatiske karakter tidens angst for Kina og Japans teknologiske og økonomiske fremmarch; Dr. Wu (B.D. Wong) er en skruppelløs videnskabsmand, der ikke ser noget problem i at avle dinosaurer for underholdningens skyld.
Blockbusteren afspejler 90’ernes geopolitiske tendenser, og de typiske træk vi tildelte visse minoriteter. Det bliver i endnu højere grad tydeligt, når man tager et kig på mere fremtrædende bipersoner.
Uden nogensinde direkte at sige, at skurken Dennis Nedry (Wayne Knight) er dum og sjov, fordi han er tyk, gør Jurassic Park det alligevel tydeligt.
Denne programmør, der vil sælge levedygtige dinosauræg for en fed stak penge, er altid middelsvært svedig og prustende. Hans skrivebord på kontoret bugner af sodavand og snacks, og hver beslutning, han træffer, er impulsiv, uigennemtænkt og decideret farlig. Når han møder sit endeligt ansigt til ansigt med en giftspyttende dilophosaurus, så er det fuldstændig hans egen skyld.
Den inkompetente fede fyr er ikke en rolle, der har ændret synderligt form siden ´93. Tænk bare på Jonah Hills filmografi, James Cordens roller i film som den udskældte Cats (2019), eller stereotypens kvindelige pendant der skildres af skuespillere som Rebel Wilson og Melissa McCarthy. Jurassic Worlds (2015) Chris Pratt har også kun fået mere seriøse roller, efter han varigt tabte sig til sin rolle i Guardians of the Galaxy (2014) og således lignede enhver anden actionhelt.
Med det sagt er det også på tide at tage et kig på Ray Arnold, Samuel L. Jacksons karakter. Ray er, mere lig Alan og Ellie, en mere kompleks karakter – og en kompliceret skildring af en sort mand.
Sammenlignet med underkendte latinamerikanske arbejdere og suspekte kinesiske videnskabsmænd, så er det atypisk at caste en sort skuespiller i rollen som den kæderygende ingeniør. Mens navnlig sitcoms var i fuld gang med at ændre mulighederne for sorte roller og disses skuespillere, så stod det anderledes til i Hollywood-blockbusters, hvor sorte mænd ofte indtog rollen som actionhelt eller gakket makker. Det var de færreste sorte karakterer, der var kendetegnet ved at have hovedet skruet særdeles godt på.
Her stikker Ray ud og udfordrer stereotyperne. Samtidig er rollen i høj grad kendetegnet ved Jacksons stil og attitude. Selv i Michael Crichtons romanforlæg er Ray kendt for one-lineren: ”Hold on to your butts.” Ray bander, svovler og ryger i ét væk, mens Jackons tilsyneladende naturlige panache lyser ud af ham hvert øjeblik.
Ganske sublim er også måden, Ray filmes på. Mens han prøver at løse Dennis Nedrys computerhack, der har sat parkens computere ud af spil, ses Rays læber i ultranærbilleder med kraftigt modlys. Kameraet kærtegner hans læber, som læberne gør med den cigaret, de er viklet om.
Det minder om et filmisk greb, man ville bruge i et seriøst romantisk drama med Jackson som førsteelsker. Det er på alle måder en atypisk måde at skildre en atypisk karakter på, og det gør Ray til en kærkommen tilføjelse til castet.
Atypisk kan man i dén grad også kalde den kritik, som Jurassic Park retter mod filmens egentlige skurk: kapitalismen.
Reptilernes ultimative dronning
Hammond inviterer arkæologerne på besøg i sin forhistoriske forlystelsespark for at berolige sine investorer. De stoler ikke på parkens sikkerhed og levedygtighed, og så må man vel hive nogle eksperter ind, der kan forsikre dem om, at alt er i den fineste orden.
Alt går som forventet galt. Men i den proces gør Jurassic Park det tydeligt, hvor årsagen til de dødbringende problemer ligger.
Det er ikke dinosaurernes skyld – de er bare dyr, der agerer som deres natur bestemmer. Det er egentlig heller ikke skurke som Nedrys eller de gnavne investorers – de udnytter i grunden blot det system, som parken og det omkringliggende samfund er bygget på.
Det er hos systemet, skylden ligger. Hammond og hans forskere, investorer og arbejdere har ikke bygget parken for videnskabens skyld eller fordi, de majestætiske dyr fortjener de bedste kår. Det er ikke en moderne zoo, der kombinerer underholdning og artsbevaring.
Målet er profit. Hammond har genoplivet dinosaurer og skabt en forlystelsespark, der kan underholde masserne og tjene absurde mængder penge. Dr. Ian Malcolm, der i eftertiden ellers er kendt for at være topløs og svinge med hofterne som en femme fatale, udtrykker det nok bedst:
“You stood on the shoulders of geniuses to accomplish something as fast as you could, and before you even knew what you had, you patented it, and packaged it, and slapped it on a plastic lunchbox, and now you’re selling it, you wanna sell it!”
Jurassic Park spidder effektivt det miljø, som filmen selv er udsprunget fra. Såkaldte blockbustere blev populært set født med Jaws i 1975 og har efterfølgende præget hvert årti i Hollywood siden. Star Wars (1977-), Indiana Jones (1981-), Ghost Busters (1984-), Harry Potter (2001-), Marvel og DCs kolossale og altfortærende filmuniverser… Sådanne enorme franchises har domineret biografer verden over i snart 50 år.
Hver og én fungerer præcis, som Ian Malcolm udpeger: ”Patent it, package it, slap it on a plastic lunchbox.” Selv Jurassic Park er med sine mange fortsættelser og gigantiske reboot blevet en del af det, som filmen ellers selv kritiserer.
Mens Jurassic Park således er et produkt af det omkringliggende samfund, der ikke kan undslippe dets profitliderlighed, formår selve filmen at være forud for sin tid med en syngende lussing til Hollywood og kapitalismen.
Og så er der jo et helt særligt punkt, hvor filmen også var forud og ganske revolutionerende. På denne måde har undertegnede nok gemt det bedste til sidst.
For dinosaurerne holder stadigvæk. Også selvom de visuelle effekter ikke virker så banebrydende nu, som de gjorde i 1993. Første gang jeepen stopper op i det høje græs, Alan Grant piller sine solbriller af og temamusikken titter frem… så får man stadigvæk kuldegysninger ved synet af 90’er-dinoerne.
Det var første gang, publikum så dinosaurer skildret i sådan en skala, og det vidste Spielberg og co. udmærket godt. Hvert møde med fortidsvæsnerne bliver skildret så dramatisk og overvældende som overhovedet muligt.
Kronen på værket, for filmen såvel som parken, er selvfølgelig dronningen: T-rex.
Hun indarbejdes langsomt, mens spændingen stiger, som var hun en slasher-skurk. Først får forskerne hende slet ikke at se – kun hendes måltid, en brægende ged, er synligt i hendes bur. Men om natten mærker gruppen pludselig vibrationer i gulvet og ser ringe i deres drikkevand.
Da Lex peger sin lommelygte ud ad jeepens vindue, rammer lyset bæstets øje, og den store pupil trækker sig sammen. Det tager stadigvæk vejret fra én. Del af magien består i, at dinosaurernes dronning nok skildres med CGI, men også med en livagtig dukke. Når hun kigger ind på Lex eller skubber til en af safariturens biler med sin store snude, så er det altså et ægte objekt og ikke kun et digitalt kreeret dyr.
Det giver T-rexen en tyngde og en livsnærhed, der gør hende lige dele mere skræmmende og betagende. I dag føles hun som et frisk pust i en verden, hvor Marvel bruger CGI til alt fra baggrunde og rumskibe til kostumer og hår. T-rex er på mere end én måde et kræ fra en svunden tid.
Hun er prikken over i’et, der bekræfter Jurassic Parks vedholdenhed. Der er en grund til, at vi gang på gang vender tilbage til den oprindelige park for at fryde os.
På trods af slinger i valsen, hvor 90’ernes karaktertegninger og geopolitik spænder ben for nydelsen, så er filmen prototypen på den perfekte blockbuster. Velafrundede og sympatiske karakterer, samfundskritik der stadigvæk holder ved, selv når det gælder egen filmserie, og revolutionerende effekter, der virker totalt magiske.
Samlet set skaber det en sand Hollywood-oplevelse, som man kan blive ved med at vende tilbage til. Vi får se, om Jurassic World og spritnye Dominion kan prale af samme bedrift om næsten 30 år.
Kommentarer